Hvorfor det nødvendigt, at viden om højt begavede børn bliver alle mands eje?

​​De fleste mennesker ved lidt om autisme, lidt om ADHD, kan sætte sig ind i hvad det vil sige at være dårlig begavet eller særlig sensitiv. Dette er begreber vi kan forholde os til, og det er blevet noget vi er enige om, at findes.

​

Høj begavelse er ikke en diagnose, ikke et handicap og alligevel udgør det en risiko- faktor i et barns liv, da mange højt begavede børn kommer i mistrivsel. Vejen til mistrivsel er kompleks og kan ikke opsummeres på to linjer. Men det faktum at nogle mennesker har en højere IQ end andre, og derfor har nogle andre behov, er stadig underbelyst i samfundet.

​

Så hvorfor er det så vigtigt, at viden om højt begavede børn, bliver almen viden og noget vi kan tale åbent om? I hjemmet, i skolen, i børnehaven, til naboen?

​

Fordi, ligesom børn med diagnoser, eller børn med særlige forudsætninger, så oplever og bearbejder det højt begavede barn verden og sig selv på en anden måde, end den typiske. Det højt begavede barn vil fra ret tidlig alder, mærke at det ikke er et typisk barn. Og når de mødes som et typisk barn, vil mange højt begavede børn vil først mærke sin anderledes- hed, når deres intentioner og motiver misforstås af omgivelserne, og de irettesættes eller skældes ud, uden mulighed for at forstå hvad der var galt og hvorfor.

​

Barnet har måske splittet sin dukke ad i tusind bider og bliver mødt som et uartig, oppositionelt eller utaknemligt barn. Eller barnet fortæller sine kammerater hvordan verden hænger sammen, og opleves som arrogant og bedre- vidende. De mister fokus på verden omkring sig når de er interesseret i noget, og opleves som en som ikke gider andre mennesker, eller ikke har empati og omsorg. I skolen, hvis barnet ikke udfordres på sit niveau, stilles der så store krav til udholdenhed og fleksibilitet, at det udvikler sig til at blive et uroligt barn, hvor omgivelserne begynder at tænke i diagnoser.

​

Over tid, vil barnet måske få flere og flere udbrud, eller barnet vil trække sig mere ind i sig selv og blive på vagt for at gøre noget forkert. Og over tid kan barnet begynde at fortælle til sig selv, at det nok er forkert.

Og dette sker ikke fordi lærere, forældre og andre ønsker det. Omgivelserne omkring barnet bliver tiltagende bekymret og frustrerede omkring det højt begavede barn som viser gennem sin adfærd, at det ikke har det godt.

​

Det sker primært, fordi omgivelserne møder barnet, som om det var et typisk barn, og det kan det højt begavede barn som regel ikke leve op til. 

​

Så hvad gør vi for at få højt begavede barn i trivsel?

​

Hvis det atypiske i det højt intelligente barn, kan vække nysgerrighed i forældre, lærere, pædagoger, politikere og alle andre, kan vi vende udviklingen og få vendt deres styrke til noget positivt. Men først og fremmest er vi nødt til at anderkende, at der er noget vi skal være nysgerrig på. At det højt begavede barn, ikke bare vil klare sig og ikke er som de fleste.

​

Nysgerrigheden er drivkraften til at tilegne sig den viden, som er nødvendigt, for at forstå, anerkende og udfordre det højt begavede barn.

​

• Og nysgerrigheden vil gøre, at det højt begavede barn vil mærke, at det er nogle der gerne vil forstå mig.
• Og når omgivelserne finder ud af hvad der virker omkring højt begavede barn, så kan barnet mærke, at det er plads til mig, som jeg er.
• Og når barnet bliver udfordret og får anerkendelse for sin styrke, vil det mærke, at jeg er god til noget, og fællesskabet har brug for mig.

​

Og det vil barnet, familien, klassen og samfundet have glæde af.

Og vi har ikke råd til at lade vær.

​

Venlig hilsen Julie, Rikke og Ingvild i CEFIBU​