Men sandheden er at højtbegavede børn ofte forstår mere intellektuelt end de følelsesmæssig kan rumme, de er mere sensitive, selvkritiske og opmærksomme på stemninger, og netop derfor mere sårbare følelsesmæssigt end mere gennemsnitlige børn, hvor den intellektuelle og følelsesmæssige udvikling følges ad i samme tempo.
Hvordan får vi forventninger ned og trivsel op?
Det gør vi ved at flytte en stor del af vores fokus fra barnets præstationer til barnets indre oplevelse. Og det er nemmere sagt end gjort. Når barnet har bygget det store LEGO tårn og du er dybt imponeret og barnet kigger dig forventningsfuldt i øjnene. Du har lyst til at rose dit barn op i skyerne og alt andet virker mærkelig. Og det må vi selvfølgelig gerne. Vi må gerne rose vores børn lige så meget vi har lyst til. Vi skal ikke opføre os mærkelig fordi vi har læst et blog-indlæg eller læst en ny bog. Vi skal være os selv og ikke en pædagogisk udgave af os selv.
MEN når det er sagt, så kan det være godt givet ud at lægge mærke til hvor meget fokus vi har på præstationer og hvor meget fokus der er på barnets oplevelse. Hvor tit spørger vi det højtbegavede barn: Var det hyggelig, stressende, afslappende, frustrerende, afkoblende? Er du glad? Trist? Træt? Ængstelig? Hvor tit er vi sammen med barnet uden at give positiv eller negativ feedback på noget de gør; altså en vurdering?
For hver gang vi roser noget barnet har gjort, så vurderer vi det. Og igen, det er ikke noget vi skal stoppe med, når det føles naturligt, men hvis barnet primært bliver spejlet i form af vurderinger, så vil barnet automatisk få forstærket de naturlige høje forventninger til sig selv og blive mere og mere optaget af hvordan verden udenfor tænker og vurderer barnet, og barnets egen oplevelse, vil komme i baggrunden.
Og det er mere glædesfyldt at bygge LEGO når man gør det af glæde og lyst og ikke med fokus på egne eller andres vurderinger om det færdige resultat. Det er dejligere at læse en bog, hvis man ikke er optaget af om nogen andre synes denne bog er nørdet eller god eller noget tredje.
Og på sigt, når barnet bliver ældre, er det dejligt at kunne komme for sent til en aftale, en gang i mellem, uden at dø af skam.
At slippe indre og ydre forventningspres øger livskvaliteten. Og det er meget vi som forældre kan gøre, for at hjælpe vores børn til at blive følelsesmæssig robuste og få et kærligt og nysgerrigt forhold til sig selv. Vi skal bare have et bevidst forhold til, hvad vi vil fokusere på.