Højt begavede børn vil altid være asynkron udviklet. Og det kan være forvirrende som forælder at skulle navigerer i de forskellige aldre på sammen tid. De forskellige aldre stammer nemlig fra to vidt forskellige systemer: fra det kognitive system og det
følelsesmæssige system.
Men hvad betyder det egentlig når vi taler om børns følelsesmæssig udvikling?
Det er evnen til at mentalisere – at forstå egne og andres følelser.
Evnen til at regulere følelser – at kunne være i frustration uden at vælte.
Evnen til adfærdsregulering – at hæmme impulser, holde fokus, udskyde behov.
Evnen til at tåle fejl, nederlag og uperfekthed.
Følelser modnes i relationer. Over tid. I takt med hjernens biologiske udvikling. Det kan ikke speedes op, fordi barnet er højt begavet.
Så hvad betyder det når vi siger at det kognitive system og det følelsesmæssige system er to forskellige kredsløb i hjernen. Det betyder at når barnet er følelsesmæssigt aktiveret, er det ikke fornuften, der styrer. Det er nervesystemet.
Derfor hjælper det ikke at tale til fornuften, når barnet er overvældet.
Når vi forsøger at trøste et højt begavet barn med argumenter, forklaringer og logik, taler vi ind i det forkerte system. Barnet har ikke brug for flere analyser. Det har brug for regulering.
Det har brug for for en voksen der lånet dets nervesystem ud.
For når det følelsesmæssige system falder til ro, kan fornuften komme tilbage online.
Derfor er det vigtigt at vi møder barnet på dets følelsesmæssige alder – ikke dets intellektuelle kunnen.
Bag den høje begavelse sidder et barn, der har brug for hjælp til at rumme sine følelser.
Og vi oplever, at når vi forstår forskellen mellem at tale til hjernen og at regulere nervesystemet, falder meget på plads for mange forældre