En af modulerne i forældrekurset udviklet i samarbejde med Gifted children omhandler Puberteten.
Puberteten er en tid, hvor alt forandres også i hjernen. For højtbegavede børn, der i forvejen føler og tænker intenst, kan denne fase blive overvældende. De har længe haft en avanceret evne til at reflektere, analysere og forstå verden, men nu møder de en krop og en hjerne i forandring, som gør det sværere at bevare ro, overblik og selvregulering.
I puberteten gennemgår hjernen en omfattende synaptisk pruning, som er en slags neurologisk “oprydning”, hvor unødvendige forbindelser fjernes, og de mest brugte styrkes. Processen gør hjernen mere effektiv, men midlertidigt også mere ustabil.
Samtidig bliver amygdala, som styrer følelsesreaktioner og trusselsvurdering, særlig aktiv, mens præfrontal cortex– den del, der regulerer impulser og vurderer konsekvenser – først modnes fuldt ud langt senere.
Det betyder, at selv meget reflekterede og kognitivt modne børn pludselig kan blive mere styret af følelser, frygt og reaktioner end af logik. De mister for en tid adgang til den selvkontrol, der før kendetegnede dem. For højtbegavede børn, som ofte har et intenst følelsesliv og stor bevidsthed om deres egne reaktioner, kan det opleves som et chok: “Hvorfor kan jeg ikke styre mig, når jeg forstår det hele?”
Mange højtbegavede børn har det, den polske psykolog Kazimierz Dabrowski kaldte overexcitabilities, som er en særlig intensitet i sanser, følelser og tænkning. De oplever verden stærkere, dybere og hurtigere end de fleste. I puberteten forstærkes denne intensitet, fordi hjernens følelsescenter er på overarbejde.
Kombinationen af overexcitability og amygdaladominans betyder, at de kan reagere voldsomt på kritik, misforståelser eller uretfærdighed. Små hændelser føles store, og sociale situationer kan virke truende. Samtidig gør deres analytiske evner, at de forstår, hvad* der sker, men ikke nødvendigvis kan regulere det. Resultatet er ofte indre uro, selvkritik og følelsen af at være for meget.
For mange højtbegavede unge har selvværdet været tæt knyttet til den, der forstod og præsterede. Men i puberteten bliver det pludselig vigtigere at passe ind end at kunne mest. Det kan give et identitetstab: Hvem er jeg, hvis det, jeg var god til, ikke længere giver mig værdi i fællesskabet?