Sætningen bliver sagt af en forælder, der sidder med en snigende tvivl, der handler om, hvorvidt deres barn egentlig bliver set – rigtigt set – i det skolefællesskab, de hver morgen afleverer det til.
For skal man skifte skole, selvom ens barn ikke er i egentlig mistrivsel?"
Det er et vigtigt og legitimt spørgsmål. For skal man først reagere, når et barn er tydeligt i forfald? Når skolevejen bliver tung, maven knuger, og motivationen er væk? Eller må man godt handle tidligere – mens der stadig er overskud, mens barnet stadig smiler og har legeaftaler, men hvor forældres mavefornemmelse siger: "Det her er ikke det rigtige match. Ikke på den lange bane."
Vores svar I CEFIBU er JA!
Der er forskel på at være i trivsel – og at blomstre. Der er forskel på at klare sig og at udvikle sig. Der er forskel på en skole, hvor man har det "fint nok", og en skole, hvor nysgerrigheden får næring, og hvor barnet bliver mødt i sit tempo, sin dybde og sin tankeverden.
For mange forældre til højtbegavede børn opstår dilemmaet netop her. Barnet sidder i et fællesskab, hvor der undervises til midten, hvor tempoet er lavt, hvor didaktikken er fastlåst, og hvor lærerne ikke har blik for det, der ikke larmer.
Et barns skolegang er ikke bare et spørgsmål om faglighed og frikvarterer – det er en socialiseringsarena, et spejl, et fundament for identitet. Når en skole ikke evner at favne barnets nysgerrighed, ikke spørger ind, ikke differentierer i hverken bredde eller dybde, så bliver det svært for barnet at blive ved med at finde motivation.
Og det er netop det, mange forældre mærker intuitivt, før det er synligt. At barnet begynder at trække sig lidt. At det ikke glæder sig. At det ikke bruger sin fantasi, sin viden, sin kreativitet. At det bliver lidt fladt. At det begynder at gemme sin videbegærlighed væk, fordi der ikke er nogen, der taler det sprog.
Så hvad skal man kigge efter, når man overvejer skoleskifte – selvom barnet ikke er i egentlig mistrivsel?