Udviklingspsykologisk plejer vi at sige at børn udvikler sig gradvist og nogenlunde forudsigeligt. Men sådan opleves udvikling sjældent hos højt begavede børn. For dem minder udvikling ofte mere om jordskælv end trappetrin. De udvikler sig ikke lineært, men i spring, sammenbrud og mentale revolutioner. Og det kan være voldsomt at være vidne til som forælder.
For når et højt begavet barn opdager noget nyt om verden, er det sjældent bare en lille erkendelse: “Nå okay.” Det bliver ofte til: “Vent… hvis det her ikke passer… hvad betyder det så for ALT det andet?” Derfor kan tilsyneladende små opdagelser udløse enorme følelsesmæssige reaktioner.
Når barnet opdager, at julemanden ikke findes, handler det sjældent kun om julemanden. Det handler om tillid, virkelighed, symboler, fantasi og voksnes troværdighed. For hvis julemanden ikke findes, hvad så med tandfeen? Nisserne? Gud? Hvad er fantasi, og hvad er virkeligt? Hvorfor har de voksne sagt noget, der ikke passer? Kan man stole på voksne? Hvornår er noget sandt?
Og pludselig sidder et barn på 6 år med refleksioner, som minder om eksistentielle tanker hos voksne.
Det er dét, asynkron udvikling også betyder. At barnet kan tænke som en langt ældre person — men føle som et barn samtidig. Det højt begavede barn kan forstå klimakrise uden at kunne regulere angsten.
Derfor ser vi ofte perioder, hvor højt begavede børn pludselig vælter følelsesmæssigt. Hvor søvn bliver svær og angsten vokser. Barnet kan blive intenst, vredt eller ulykkeligt, fordi barnets verden er ved at blive ombygget indefra.