At være forælder til et højtbegavet barn er som at være forælder til flere børn på én gang, fordi barnet rummer forskellige udviklingsaldre – alt efter hvilken del af dets udvikling man kigger på. Det kaldes asynkron udvikling. Og det er et grundvilkår for mange højtbegavede børn.
Man kan sidde med et barn på 7, der taler som en voksen, stiller eksistentielle spørgsmål, filosoferer over verdens uretfærdigheder og taler i et imponerende nuanceret sprog. Og fem minutter senere smider det samme barn sig på gulvet i affekt, fordi broren kiggede “forkert” på ham.
Det er her, fælden ofte klapper. For som forælder er det let at komme til at møde barnet på det udviklingsniveau, det viser kognitivt. Vi bliver forført af den modne samtale, af de avancerede argumenter og det voksne sprog. Men også mindede om at det blot er et barn med helt almindelige – og nogle gange ekstra sårbare – følelsesmæssige behov.
Når barnet har adgang til voksenviden og voksne ord, skal vi huske at det ikke har adgang til den samme følelsesmæssige regulering og modenhed. Mange højtbegavede børn oplever, at deres følelsesliv og deres evne til at håndtere komplekse emotioner halter bagefter det mentale niveau, de ellers fungerer på.
Og det gør dem sårbare.
Når man møder et barn som 10-årig, fordi det taler som en 15-årig, men det i virkeligheden er følelsesmæssigt på niveau med en 7-årig, så kommer barnet til at stå alene i sin følelsesmæssige udvikling.
Når det højtbegavede barn overvældes af følelser, skal vi kunne sænke tempoet, møde barnet i dets følelsesmæssige behov og ikke forvente, at det “burde kunne bedre” – fordi det kan så meget andet.
Vi skal turde se bag om ordene og turde møde barnet som det lille menneske, det også er.