Højt begavede børn har ofte en stor nysgerrighed, et højt refleksionsniveau og en stærk trang til at lære og forstå. Men hvad sker der, når deres behov for stimulering ikke bliver mødt? Understimulation kan have alvorlige konsekvenser, som både kan påvirke børnenes trivsel, udvikling og selvopfattelse.
Et barn, der konstant får for lette, gentagende eller irrelevante opgaver, risikerer at miste motivationen for læring. I stedet for at opleve læringsglæde og engagement kan barnet begynde at kede sig, blive uopmærksomt eller virke uinteresseret. Denne adfærd bliver ofte misforstået som dovenskab eller manglende evner, hvilket kan føre til, at barnet mister troen på sig selv og sin egen kunnen.
Når kedsomhed og frustration får lov til at udvikle sig over tid, kan højt begavede børn reagere med internaliserede vanskeligheder som lavt selvværd, angst og depression. De kan begynde at tvivle på deres egne evner, føle sig forkerte eller isolerede, fordi de ikke passer ind i det almindelige læringsmiljø. De kan også udvikle perfektionisme, fordi de kun oplever succes, hvis de altid gør tingene rigtigt uden udfordring. Dermed lærer de ikke at håndtere modstand eller udvikle strategier til at lære noget nyt.
Nogle børn reagerer derimod med eksternaliseret adfærd: uro, provokation, modstand mod autoriteter eller tilbagetrækning fra fællesskabet. Når undervisningen ikke giver mening eller matcher deres tænkning, kan de miste respekten for systemet og i værste fald opgive skolen som læringsarena. Det er ikke en mangel på vilje, men det er en reaktion på et miljø, der ikke ser eller møder deres behov.
Understimulation handler ikke kun om niveauet af faglige udfordringer. Det handler også om følelsesmæssig og social stimulering. Højt begavede børn har ofte komplekse tanker om identitet, etik og eksistentielle spørgsmål langt tidligere end deres jævnaldrende. Hvis de ikke bliver spejlet i deres oplevelser og får plads til at udfolde deres interesser og tanker, kan de føle sig ensomme og anderledes.