Balancen mellem kognitiv understimulering og sansemæssig overstimulering.
En af de mere komplekse problematikker i arbejdet med højt begavede børn er balancen mellem kognitiv understimulering og sansemæssig overstimulering. Denne dobbeltudfordring kan skabe paradokser, der gør det svært for både barnet og de voksne omkring dem at navigere i hverdagen.
Højt begavede børn har ofte brug for udfordringer, der matcher deres kognitive niveau.
I en skolekontekst kan de opleve frustration, hvis de skal gennemgå undervisning, som de allerede mestrer, eller som ikke engagerer dem på et dybere niveau. Denne mangel på stimulation kan føre til en manglende motivation, hvor højt begavede børn kan miste interessen for skolen og udvikle en negativ holdning til læring. Det kan også resultere i adfærdsmæssige problemer, hvor nogle børn begynder at forstyrre undervisningen eller trække sig socialt for at kompensere for deres kedsomhed. Andre oplever lavt selvværd, selvom de er dygtige, fordi de ikke får passende udfordringer, som giver dem mulighed for at udvikle sig og opnå succesoplevelser. Forældre og lærere spiller en afgørende rolle i at identificere denne type understimulering og tilbyde opgaver og aktiviteter, der fremmer barnets naturlige nysgerrighed og giver dem mulighed for at bruge deres evner fuldt ud.
Samtidig med behovet for kognitiv stimulation er højt begavede børn ofte mere åbne for sanseindtryk.
De kan være særligt sensitive over for lys, lyde, teksturer, smage eller sociale interaktioner. Dette kan give sig udslag i overvældelse og træthed, hvor de mange stimuli kan følelses\- og energimæssigt overbelaste barnet, så de hurtigt mister overskud. Nogle børn trækker sig fra sociale situationer eller undgår bestemte aktiviteter for at undgå overstimulering. Andre reagerer med vrede, frustration eller gråd, når de ikke kan regulere deres sanseindtryk. Denne overfølsomhed kan forværres, hvis omgivelserne ikke forstår eller anerkender barnets behov. Derfor er det vigtigt at skabe et miljø, hvor barnet kan føle sig trygt og afskærmet fra unødvendige stimuli.
Det er her, paradokset opstår.
Mens højt begavede børn har brug for kognitiv stimulation, skal denne stimulation leveres på en måde, der ikke overstimulerer deres sanser. Balancen er svær, da begge udfordringer kræver forskellige strategier, og en indsats for at løse det ene problem kan let forværre det andet. For eksempel kan et barn, der mangler udfordringer i skolen, finde spænding i sociale interaktioner, men disse interaktioner kan hurtigt overstimulere dem. Omvendt kan et forsøg på at skabe et roligt og afskærmet miljø for at reducere overstimulering efterlade barnet kognitivt understimuleret.
For at håndtere denne balance er det afgørende at forstå det.
Enkelte barns behov og skabe en fleksibel tilgang, der kan tilpasses over tid. Differentieret undervisning kan tilbyde opgaver, der matcher barnets niveau og interesseområder. Projektbaseret læring eller selvstændige studier kan give barnet mulighed for at fordybe sig uden at være afhængig af klassens tempo. Samtidig er det vigtigt at skabe et sansevenligt miljø med rum, hvor barnet kan trække sig tilbage, hvis de føler sig overstimulerede. Dette kan inkludere stille hjørner, brug af ørepropper eller tiltag som afdæmpet belysning. Social og emotionel støtte spiller også en vigtig rolle, da højt begavede børn ofte har brug for hjælp til at navigere i sociale situationer. Det kan være nyttigt at lære dem strategier til at tackle overstimulering og give dem mulighed for at deltage i aktiviteter, der styrker deres sociale færdigheder. En fleksibel struktur, der kombinerer klare rammer med plads til tilpasning, kan skabe tryghed og samtidig imødekomme deres unikke behov. Åben kommunikation og samarbejde mellem forældre lærere er essentielt for at sikre, at barnets behov bliver forstået og imødekommet.