En anderledes udvikling
Mange forældre til højt begavede børn, oplever fra en tidlig alder en følsomhed i sit barn, samtidig som de kan noget særlig. De lærer måske tal i en tidlig alder, er optaget af bogstaver, symboler, kan lave puslespil med mange flere brikker end det som er alderssvarende. Samtidig har barnet nedsmeltninger over tilsyneladende bagateller, og når det bliver større, og kommer i skole, kommer der en evig strøm af ”klager” over alt som er uretfærdig og meningsløst.
En del højt begavede børn, særligt i teenage-alderen, men mange også før dette, giver udtryk for en ensomhed, som rammer dem, også selv om de har venner, og har nok af invitationer til fællesskabet. Når de er pressede, ses der tit en vrede der går indad mod dem selv; jeg er uduelig, jeg kan ikke finde ud af noget, ingen kan lide mig, på trods af at de netop er meget kvikke, dygtige og andre vil dem.
Er der en diagnose?
Så samtidig som forældrene er imponeret og forundret over hvad barnet er i stand til, er de samtidig bekymret om barnet har det godt, om det er noget alvorligt galt. Har mit barn en diagnose? Er det omgivelserne, vennerne, klassen, læreren som er helt galt på den? Hvorfor er det så svært for mit barn?
Og en del kan tit forklares med den asynkrone udvikling (store forskel på følelsesmæssig og intellektuel udvikling), den asynkronicitet de oplever med jævnaldrende (at de er et andet sted end de andre mentalt), og den begrænsede undervisnings- differentiering, der gør at de kun en sjælden gang oplever at det er noget nyt til dem at lære i skolen. I dette indlæg vil vi dog dykke ned i en intra-psykisk dynamik vi tit ser hos højt begavede børn, som også påvirker barnets selvværd.
Højt at klatre- langt at falde
Det højt begavede barn motiveres af at lære noget nyt, se nye sammenhænge, få et helikopterperspektiv, knække koder og løse problemer. De er tit kreative og gode til at fordybe sig i komplekse emner. De kigger efter løsninger på det uløste, vil gerne optimere og effektivisere, så aktiviteter og processer giver bedre mening. De har typisk en høj retfærdighedssans og et analytisk blik på de sociale fællesskaber og aktiviteter de er en del af.
De tror på det gode, det retfærdige, det ordentlige, det systematiske og det meningsfulde. Og når ting fungerer, de er på vej til at forstå noget nyt, er i gang med at optimere en færdighed, eller de fordyber sig i en spændende historie, så er verden skøn og magisk. Verden er et slot, som ikke er bygget færdig endnu, men vi er på vej. De kan mærke superkræfterne indeni som noget godt.
Idealer møder virkeligheden
Det højt begavede barn udvikler typisk i tidlig alder tydelige idealer for hvordan en familie burde være, en klasse burde være, hvordan burde man tale til hinanden, hvordan en konflikt burde håndteres og så videre.
Og, ikke mindst, hvordan det selv burde og ønsker at være.
Jeg vil være dygtig, god, gøre mit bedste, gøre som de voksne forventer, være artig, følge reglerne, ikke blive vred på de jeg holder af, og så videre. Mange højt begavede barn bruger mange kræfter på at leve op til sit eget ideal, uden nødvendigvis at være bevidst om det, eller have et sprog for det.
Den store forskel på idealet og virkeligheden, kan ramme det højt begavede barn hårdt. Barnet kommer hjem fra skole og lister op at de andre ikke vil lege den leg de foreslog, der var flere som fik svaret i timen, uden at tage hånden i vejret, barnet blev fældet uden at der var frispark til fodbold i frikvarteret og så videre.
Den samme frustration kan gå indad hvis barnet får skældud for at have gjort noget det ikke må. Barnet oplever sig selv som ”slem” ”dårlig”, fordi det ikke har levet op til de forventninger omgivelserne og barnet selv, har til sig selv. Det kan opleves nærmest som en forbrydelse inde i barnet. Jeg gjorde ikke som de forventet. ”Jeg er ikke god, men slem”.
Så hvordan hjælpe det højt begavede barn i mødet med sig selv, og den uskønne virkelighed?